Traditionelle påskemarkeder
Påsken i Tjekkiet er blandt andet højsæson for påskemarkeder. Fra 21. marts til 12. april fyldes Prags gamle by og andre store pladser med boder på de livlige påskemarkeder. I Brno finder markederne sted fra 27. marts til 5. april, i Olomouc fra 27. marts til 6. april, i Pilsen fra 25. marts til 5. april og i Český Krumlov fra 2. til 6. april. På markederne finder man smukke håndværk, håndmalede æg, trælegetøj og forskelligt påskepynt. Og naturligvis lækker mad, der forkæler smagsløgene!
Tip: Oplev den ægte påskestemning i det kendte friluftsmuseum Rožnov pod Radhoštěm, som fra 4. til 6. april tilbyder spændende aktiviteter for alle aldre, herunder traditionelle påskemarkeder, arbejdende håndsværksboder og optrædener med folkedans.
Mandagens “piskning”-tradition
En interessant gammel folkelig tradition er “pomlázka” eller ”piskning”, oprindeligt en hedensk rituel, der blev brugt til at drive sygdomme og onde ånder væk. Mænd og drenge laver en rispisk af pilegrene, som pyntes med farvede papirstrimler eller bånd.
Påskemandag går de rundt til så mange huse i nabolaget som muligt for at “piske” de piger og kvinder, der er hjemme. Til gengæld får de malede kogte æg, slik, og hvis det er voksne kvinder, ofte også et lille glas spiritus, inden gruppen går videre til næste hus.
Grøn torsdag – alt er grønt, endda øl
Udover Påskesøndag og Påskemandag er en vigtig dag også Skærtorsdag, som i Tjekkiet kaldes “grøn torsdag”. På denne dag spiser man traditionelt retter lavet af grønne grøntsager for at fejre nyt liv og foråret. Dagen markeres også med produktion af grøn øl, som kan fås på restauranter over hele landet. Det er værd at smage!
Lam på bordet – men som sødt bagværk
I Tjekkiet lægger man vægt på søde retter til påske. Næsten hvert hjem bager en sukkerkage formet som et lam, og ofte suppleres festbordet også med såkaldte jidáše (Judas-brød). De bages i spiralform, som symboliserer det reb, Judas hængte sig i efter at have forrådt Kristus.
Påske er et godt tidspunkt at opleve Tjekkiet, da sommerturister endnu ikke er ankommet, og vejret oftest viser sig fra sin bedste side. Med held kan du finde et smukt tjekkisk påskeæg skjult på det sted, du vælger at besøge. Veselé Velikonoce! God påske!



.jpg?width=1280&height=854&ext=.jpg)






